Det var en dag i maj i 2013. Jeg havde bestilt en prøvetime hos Michael Etzeroth hos BodyRestart. Michael er uddannet kropsterapeut ved Body-sds. Jeg havde engang læst noget om body-sds, og var nysgerrig på hvordan kroppen og psyken hænger sammen, og ikke mindst på, hvad Michael kunne “se” om mig, men jeg var nok også lidt skeptisk omkring det.
Det første møde med BodyRestart
Det var en dag i maj i 2013. Jeg havde bestilt en prøvetime hos Michael Etzeroth hos BodyRestart. Michael er uddannet kropsterapeut ved Body-sds. Jeg havde engang læst noget om body-sds, og var nysgerrig på hvordan kroppen og psyken hænger sammen, og ikke mindst på, hvad Michael kunne “se” om mig, men jeg var nok også lidt skeptisk omkring det.
Den første udfordring var at få kroppen til at slappe af, give slip og overlade kontrollen til Michael. Det var åbenbart sværere end jeg troede og det lød ellers så simpelt. Ligeså svært var det åbenbart også for mig at trække vejret – og det var ligesom om at jo længere behandlingen skred frem, jo flere udfordringer konstaterede Michael.
”Du er så kontrollerende, at du kontrollerer din egen vejrtrækning. Din krop er fyldt med spændinger. Jeg kan hjælpe dig af med de fysiske spændinger, men hvis ikke du får kontakt med dit følelsesarkiv og ryddet op, vil de komme igen ligeså hurtigt som jeg får bugt med dem”
Jeg var lidt i chok over beskeden og ikke mindst alle de ting, Michael havde ramt plet på. En følelse af at være blottet, og det var ikke rart – det havde jeg aldrig prøvet før. I situationen græd jeg ikke. Min krop viser ikke følelser og slet ikke tårer, så jeg smilede og sagde pænt farvel og tak for denne gang. Smilet som facade, var det sidste Michael konstaterede inden jeg gik ud af døren – og det var ikke mindre sandt end alle de andre ord, der var kommet ud af hans mund den sidste time. Jeg var overbevist.
Mælkebøttebarn
Jeg er vokset op i den “perfekte kernefamilie” – udadtil. Med en mor og far, der begge havde gode jobs, i et rent og pænt hjem; et parcelhus på en stille villavej, 2 velopdragne børn, der var dygtige i skolen – intet “unormalt” at bemærke udefra. Men indadtil var sandheden en anden. Min far drak. Et tabu vi aldrig talte om. Vi talte aldrig om alkoholen, vi talte aldrig om alt det svære, og vi talte aldrig om følelserne vi alle gemte på. Til gengæld var vi rigtig gode til at lade som ingenting, til at lyve os ud af problemerne og til at gemme det hele bag en facade – og det forblev jeg god til.
Begrebet “mælkebøttebarn”, bygger på mælkebøtteplantens evne til at vokse og blomstre under selv meget vanskelige vilkår, til at spire igennem asfalt. Det er et billede på den ukuelighed og modstandskraft der gør, at nogle mennesker klarer sig godt på trods af deres livsbetingelser. Men at spire gennem asfalt sætter sine spor i kroppen.
En rejse mod følelsesarkivet
Jeg havde 6 måneder forinden mødet med Michael, taget en beslutning om ændre mit liv. Jeg havde stillet min far et ultimatum om 0 alkohol og havde og sagt fra over for min far og familien. Det skulle være slut med at leve et liv gemt bag facader, løgne og skuespil, men jeg vidste ikke hvordan jeg kom videre herfra, for det var jo alt jeg kendte til – det var tabu.
Mødet med Michael blev startskuddet til lang, men fantastisk rejse. En rejse med en masse udvikling, selverkendelse, og en masse oprydning – og ikke mindst en rejse mod det der følelsesarkiv.
Jeg har altid kæmpet med en enorm usikkerhed, en følelse af aldrig at være god nok, og jeg har været min egen værste fjende når det kommer til at passe på mig selv og min krop. En stor del af mine spændinger sidder i min lænd og det er oftest her jeg mærker smerten først. Smerter og ubalancer i lænden er oftest et udtryk for overlevelse, følelsen af sikkerhed/usikkerhed, angsten for at blive svigtet eller for at miste, krav/ forventninger til dig selv, samt egenomsorg – og Michael startede også med at behandle lænden, som han mente var et godt “udgangspunkt”, og som endte med at være både gul og blå – så han havde nok ret 😉
Selvom der nu var 0 alhohol i familien, kunne vi stadig ikke tale om det, hverken alkoholen eller følelserne. Det forblev et tabu. Jeg startede hos en psykolog og var efterfølgende igennem et gruppeterapiforløb hos TUBA. Jeg fik ryddet op og sorteret ud i bagagen parallelt med, at jeg forsatte behandlingerne hos Michael/ BodyRestart, som arbejdede med at få kroppen til at give slip på alle smerterne.
Jeg bliver altid lige fascineret hver gang jeg er hos Michael/BodyRestart og af de paralleller han drager mellem kroppen og det psykiske – de rammer altid plet. Michael forklarer oftest i billedsprog og det virker rigtigt godt for mig til at forstå sammenhængen og min udvikling bedre.
Mit følelsesarkiv er et rum. Da jeg først mødte Michael, anede jeg ikke hvad han talte om, jeg anede ikke at det rum eksisterede. Jeg trak kun vejret halvt. Efter et par behandlinger hos Michael, nåede jeg dertil, hvor jeg turde åbne døren, kigge ind, og lukke den igen. I dag er jeg nået et skridt længere. I dag tør jeg åbne døren og gå ind i rummet og stå lidt og kigge, inden jeg igen går ud. Det svarer til at jeg er blevet bedre til at tage de dybe indåndinger. Det næste skridt er at turde være i rummet, begynde at sanse rummet, mærke væggene, observere loftet osv. – dvs. turde blive i vejrtrækningen inden jeg giver slip, mærke rummet, mærke følelserne, mærke mig selv – for herefter at turde give helt slip på vejrtrækningen og rummet.
Når BodyRestart bliver kroppens redning
Med en krop i bedring, gik det hele nu egentlig meget godt – lige indtil den dag i maj i 2016, hvor min far valgte alkoholen til. Min familie lukkede endnu engang øjenene for problemet og pludselig var det mig, der var “forkert”, fordi jeg for første gang valgte mig selv og mit liv til, og fordi jeg nægtede at smide alt det væk, som jeg havde arbejdet for/med. 2016 blev mit livs sværeste år, en lang sej mental kamp, hvor hovedet var på overarbejde, overskuddet minimalt, kroppen sat i baggrunden og behandlingerne hos Michael/ BodyRestart sat på stand by.
2017 er året hvor der kun er ét fokus – min krop. Behandlingerne hos Michael er genoptaget. “Din krop er som beton” lød beskeden denne gang. Den mentale kamp sidste år satte tydelige spor i kroppen, som på syv måneder var gået fra at være “ok” til at være “beton” – så behandlingerne hos Michael blev intensiveret.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at behandlingen ikke gør ondt – det gør den. Men når kroppen er som beton, så kan jeg heller ikke forvente andet – det handler jo om at få løsnet op for spændingerne og smerten, og det kræver jo at man behandler dem. Til gengæld er behandlingen det bedste og mest effektive jeg nogensinde har prøvet. Michael har fokus på led, muskler, åndedræt, nerver, de indre organer, og kredsløb for at finde ubalancerne i min krop. Min behandling er en kombination af massage, led der knækkes “på plads” og terapi – og følelsen bagefter er til helt fantastisk. Kroppen føles afspændt, fri for smerte og virkeligt lettet.
Min krop bliver langsomt bedre igen, og jeg mærker tydeligt fremskridtene gang for gang. Jeg døjer ikke længere med spændingshovedpine og migræneanfald, hvilket ellers var tilfældet 1-2 gange i ugen. Jeg er blevet bedre til at mærke efter, mærke mig selv og rykker stadig tættere og tættere på følelsesarkivet. Jeg er blevet bedre til at give slip på kroppen, i hvert fald på enkelte områder – hvilket gør det nemmere og hurtigere for Michael at behandle. Der er dog stadig områder “vi” kæmper med 🙂
Jeg kæmper også stadig med at lære vejrtrækningen – at kunne give rigtigt slip på mine udåndinger og alt det kroppen bærer på – men jeg tror også, at både Michael og jeg er enige om at det nok er den sidste der “falder på plads” 🙂
Jeg er ikke et sekund i tvivl om den forskel Michael/BodyRestart har gjort/gør for mig – jeg mærker den hver dag. Spændingerne bliver mindre, tankerne nemmere at håndtere, følelserne lettere at mærke – og jeg bliver bedre til at være et stærkere og mere frit jeg.
Hvis du vil følge med i min udvikling i mine behandlinger hos Michael/BodyRestart eller bare i livet som mælkebøttebarn, så hop ind på www.mælkebøttebarn.dk og læs med.
