Da jeg sidste år mistede mit ene ben, mistede jeg også for en stund evnen til at bevæge mig frit i ryggen. Den var blevet godt ødelagt, da den blev rullet mellem to biler og under et baghjul. Det var først, da jeg mødte Jannich Hansen, kropsterapeut, at jeg blev rullet ud igen.
Et tværfagligt center med professionelle terapeuter
Nyhavn i hjertet af København er normalt et sted, man forbinder med sol, varme og fadbamser. Men går du gennem Nyhavn fra Kongens Nytorv, drejer rundt om hjørnet ved Kvæsthusgade, og finder porten til nr. 3, skrår over den brostensbelagte gård, så fortsætter du med at kunne nyde de smukke gamle bygninger, nu krydret med en helt anden slags varm og solrig oplevelse.
Her holder Jannich Hansen til. En kropsterapeut, som har opbygget et tværfagligt center med meget professionelle terapeuter, der gerne arbejder sammen, og hvor du som klient er det vigtigste fokus.
Hvor den enkeltes faglige stolthed skal bruges til at optimere klientens helbred frem for at kigge egoistisk ned i sin egen behandlerpung.
Ankler, knæ og migræne
Jannich Hansen har i 15 år arbejdet med Body sds og efterhånden udviklet sit eget system, hvor der er sat meget fokus på, hvilke nye og gamle traumer der ligger til grund for problemerne. Som tidligere elitesportsmand i kampkunst og vandpolo er Jannich kendt for sine behandlinger af sportsskader og dårlige rygge, og han er kendt som en af de allerbedste, hvad fx migræne, ankler og knæ angår.
Hvad har ankler med migræne at gøre?
Umiddelbart har migræne meget lidt med ankler at gøre, men netop Jannick kan se den store sammenhæng, når han kombinerer zonepunkter, meridianer og hjernens indflydelse på led, muskler og nervesystem.
Kroppen husker
Under behandlingen er der fokus på led, muskler og især alle endepunkterne på musklerne og på de steder, hvor musklerne hæfter på knoglerne. Ligger du på briksen, vil du mærke Jannichs hænder ramme præcist ned i de mest ømme punkter, men aldrig hårdere, end at du selv er med i processen.
Du bruger dit åndedræt til sammen med det faste tryk at frigøre en spænding, som du måske har skabt for mange år siden, måske er den af nyere dato. Og Jannich kan mærke forskel.
Gamle mønstre, der hober sig op
– ”Hele området her midt på ryggen i din højre side stammer ikke bare fra ulykken sidste forår”, forklarer Jannich. ”Du må have haft en del stress i dit liv, og det manifesterer sig lige her, hvor man med en indfølingsevne sagtens kan mærke, hvor kompakt der er i området, som et af tegnene på, at det er gamle mønstre, der hober sig op her”,
Jannich fortsætter:
Akutte skader mikset med stress
– ”Så jeg kan godt forstå, at det er din lænd, du har haft flest problemer med i genoptræningen. For de akutte skader er mikset godt op med dit gamle stressmønster”.
”Aha”, tænker jeg, mens jeg forsøger at lade al stress og jag forsvinde med mit åndedrag ned i Jannichs parketgulv og briks. Det giver rigtig meget mening, for her fandt jeg så forklaringen på, at min træning med protesen især i begyndelsen voldte mig store problemer. Ikke pga. lårbensprotesen, men simpelthen en lænd, der låste, når jeg havde gået ti meter. Og hvor ingen scanninger kunne give en forklaring.
Traumer indefra og ud
– ”Et traume eller en konflikt begynder altid helt inde ved rygsøjlen”, forklarer Jannich, og det er ikke så underligt, for i bund og grund er det hjernen, som reagerer på signalerne om fare i en given situation, og det er hjernen, som via nerverne, der udgår fra rygsøjlen, sender besked videre til alle muskler og organer. Derfor virker kropsterapien ikke kun på muskler og led, men også på de indre organer, på immunsystem, kredsløb og ikke mindst nervesystemet, hvor to af nøgleordene er fri bevægelighed og et frit og velfungerende kredsløb ud til alle organsystemer.
Et tværfagligt samarbejde
Alius vita, som frit oversat betyder ”Et anderledes liv” skal ikke kun være at finde i Københavns Nyhavn. Drømmen er, at det tværfaglige samarbejde mellem læger, psykologer, kropsterapeuter, ernæringsterapeuter, akupunktører og andre behandlere skal fortsætte ud over det ganske land.
Et tværfagligt samarbejde
– ”Vi samarbejder nu med flere forsikringsselskaber, der sender deres klienter til os, så de hurtigere kan få en velfungerende hverdag. Ud over, at vi selvfølgelig synes, det er et klap på skulderen, at vi kan blive anerkendt til at være med i et behandlingsforløb så hurtigt som muligt i stedet for altid først at blive kontaktet som den sidste udvej i et kronisk forløb, betyder det også, at vi har mulighed for at blive ved med at udvikle Alius vita til det tværfaglige behandlingssted, jeg har drømt om i årevis. Men det er stadig med en stor portion ydmyghed. For hver især er vi behandlere blot en katalysator for de skridt, en klient vælger at tage for at blive rask”,
afslutter Jannich, mens jeg lige får sat protesen på igen. For at bevæge mig ud i Nyhavns mylder af glade svenskere og travle forretningsfolk. På krykker, men nu med en lænd og en krop, der faktisk kan bevæge sig frit langs havnekajen.
Hvor kommer dine rygsmerter fra?
Kig på, om dine rygsmerter måske handler om noget helt andet end du tror! Måske du kan genkende en eller flere problemstillinger?
Øverste del af ryggen mellem skulderbladene
- At tage et overdrevent ansvar over for andre
- Ikke at kunne sige til og fra
- Indestængte aggressioner
- Vrede
- Stress, både fysisk og mentalt
Den midterste del af ryggen
- Tarmsystemet (dårlig livsstil)
- Indestængte følelser
- Sorg
- Personen kan ikke tage beslutninger
- Kæreste/familie konflikter
- Sygdomme relateret til mave, milt og bugspytkirtel
Nedre ryg
- Binyre/nyresygdomme, der har med overdreven stress at gøre. Fysisk som mentalt/psykisk
- Tyktarmsproblemer
- Blæreproblemer
- Kontrol/kontrollerende nutidigt som fortid
- Frygt/angst
- Usikkert fundament mentalt/psykisk
- Alt, hvad der vedrører benene